Forlaget Basilisk
 
JUNI PÅ BASILISK
 
Velkommen til Forlaget Basilisks nyhedsbrev.
 
Kære læser
 
Sommerenferien står for døren her på forlaget, men inden da vil vi byde velkommen til nyhedsbrevet for juni måned, hvor vi lige nåede at få udgivet Joe Brainards moderne klassiker Jeg kan huske. Derudover er bl.a. maj-udgivelsen Hasse får et liv blevet positivt anmeldt i aviser og online, Asta Olivia Nordenhof er blevet interviewet af Københavns Hovedbibliotek i ægte corona-stil - online på Facebook. Læs alle nyhederne herunder. 
 
God fornøjelse og kærligste hilsener,
Basilisk-redaktionen
 
Joe Brainard: Jeg kan huske
 
Joe Brainards klassiker I Remember er udkommet i dansk oversættelse, ved Pejk Malinovski og Palle Sigsgaard.
 
Forfatteren og kunstneren Joe Brainards mesterværk fra 1975 er en moderne klassiker. Bogen kredser om opvæksten i Oklahoma, om venner, idoler og kunstnerdrømme i New York, om genstande og seksualitet, men efterhånden forstår man at disse erindringer, der ved første øjekast er personlige også er universelle – det er på en måde "alles erindringer". Bogen er blevet hyldet og kopieret siden udgivelsen af så prominente navne som George Perec og Paul Auster, som også har skrevet forord til bogen.
Bogen er nummer 76 i Basilisks Babelserie og kan nu bestilles på vores hjemmeside eller hos din boghandler.

Grafiker Kasper Vang har igen leveret et utroligt flot omslag med Joe Brainards eget maleri Blossom fra 1977
 
Anmeldelser af Hasse får et liv
 
"Hasse får et liv er en anden, hyggeligere, måske mere dansk slags flugtfortælling."
 
Weekendavisen har anmeldt Palle Sigsgaard og Jens-Andreas D. Elkjærs tegneseriefortælling, som anmelder Erik Barkmann genremæssigt sammenligner med japanske tegneserier, der også handler om mænd på flugt fra storbylivet.
 
"Det uforudsigelige og uhøjtidelige plot. Den finurlige dialog og de fint skildrede hverdagsscener. Billedernes skæve poesi og komik. Hasse får et liv er tegnet rundt og nusset – som af en mindre perfektionistisk Huskmitnavn – af Jens-Andreas D. Elkjær. Hans billedside er mindst lige så legesyg som Sigsgaards manus," skriver Barkmann.
 
 
Tegneserien blev også anmeldt i Politiken, der gav den ❤️❤️❤️❤️. Anmelderen Felix Rothstein skrev bl.a.:
 
"Med grafisk sans og en fjedrende streg, der både vækker mindelser om klassiske eventyr-og humorserie som Tintin og Splint & Co. og om tegnere som danske Rasmus Bregnhøi og norske Flu Hartberg, er 'Hasse får et liv' i fin forbindelse med traditionen og fremstår ligefrem velkendt selv om der er tale om en debut. [...] sprudlende og lidt rodet, men umiskendeligt godt selskab."
 
 
Hasse får et liv har desuden også fået en positiv anmeldelse med på vejen af Serieland, der giver den fire ud af fem naturstjerner, og blandt andet skriver:
 
"Jeg morede mig kosteligt, og grinede højt flere gange. Hvad fanden stiller man op, når alt det der idylliske friluftsliv pludselig viser sig som værende pissehårdt og regnfyldt? Jo, han moser sig ned i sin sovepose og svøber dernæst sine dyrt indkøbte alt for store waders udenom. [...] Jeg læser Hasse får et liv som et spark i vores vaneløg."
 
Nyheder
Asta Olivia Nordenhof-interview
 
Samtalen om Penge på lommen fortsætter. Asta Olivia Nordenhof blev interviewet af journalist Lone Nikolajsen på Københavns Hovedbibliotek om Maggie, Kurt og skibskatastrofen. Over 3000 så med, og du kan gense det her.
Foto: Politiken
Fortsat anmeldt
 
Penge på lommen bliver desuden fortsat anmeldt, senest af Ugeavisen Vejle, der blandt andet skrev: 
 
 "Hold da op, hvor Asta Olivia Nordenhof bringer os et fantastisk portræt af to forhutlede mennesker. To mennesker, som ikke formår at bryde med deres sociale arv. Med få velvalgte ord, med meget usagt får hun skrevet en historie frem om et kærlighedsforhold fra den berusende forelskelse til den forbitrede afslutning."
 
Læs talen her
Tugtens lykkelige år genanmeldt og genoptrykt
 
Atlas Magasin har anmeldt Fleur Jaeggys Tugtens lykkelige år, lige som den er udkommet i nyt oplag.
 
Det særligt æstetiserende i kombination med disciplinen er noget, man støder på adskillelige gange. [...] Jaeggy skriver stilfærdigt dette æstetiske rum frem, der næsten kan kaldes et genretræk. At læse Jaeggy er en sær blanding af noget smertende og noget lystfuldt, og denne fortælling står tilbage i sin vekslen mellem modsætninger som noget af det mest uafrystelige og bemærkelsesværdige, man kan tænke sig — som en hvisken fra et uhyggeligt evigt pigekammer,” skriver de.
 
Jaeggy-læsere kan desuden glæde sig over, at hendes roman Proleterka fra 2001 også er ved at blive oversat.
 
Mere nyt:
 
  • Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad er blevet nomineret til Weekendavisens Den Smalle Litteraturpris 2020 for Madalfabet. "Citat: »natbrødet findes, natskyggen findes/ natmaden, dyrlægens natmad findes// natlig tænderskæren findes, når/ tankerne kredser om fedtindholdet/ i nougaten i nøddekonfekten.«"
  • Jonas Eikas tale ved overrækkelsen af Nordrisk Råds Litteraturpris i 2019 er kommet på Danske Taler, et online museum, som indsamler, arkiverer og formidler historiske og aktuelle taler, der udgør væsentlige bidrag til den offentlige samtale. Den kan læses eller genlæses her.
  • Eika er desuden blevet fast underviser hos Skrivekredsen Nordvest, hvor han skal undervise i efteråret. Man kan tilmelde sig her.
 
I ønskes alle en god og solrig sommer!
 
Forlaget Basilisk
Nansensgade 77, kld.
1366 KØBENHAVN K
33 15 33 17
www.basilisk.dk.
admin@basilisk.dk
Facebook
Instagram
 
 
Denne mail er sendt til
 
 
SendinBlue
 
 
© 2020 Forlaget Basilisk